Grønlands kvindelige forbillede indenfor styrketræning

vivi-fleischer

Den nu 26-årige Vivi Fleischer blev erklæret lam og invalid som 14 årig, men ses nu som Grønlands kvindelige forbillede indenfor styrketræning.

Interesseren er stor for den unge fitness entusiast, Vivi Fleischer, som her i december er på DR’s P1. DR var i Nuuk for at interviewe og filme Vivi til et nyt P1 program, hvor hun skal motivere og inspirere andre unge til at kæmpe for livet.

– Jeg vil meget gerne hjælpe alle dem, jeg kan. Det er ret overvældende, at der er så mange, der skriver til mig på Facebook, fordi de gerne vil have min hjælp til fx træning. Den anden dag fik jeg over 150 kommentarer på min status, fordi jeg skrev, at folk kunne skrive deres mail, hvis de ville have tilsendt et trænings- og kostprogram.

– Jeg har selv været helt nede i kulkælderen og har flere gange prøvet at begå selvmord. Når jeg ser tilbage nu, så er selvmord aldrig løsningen. Man føler, at man er helt alene, men det er man ikke. Hvis jeg bare kan hjælpe en person på bedre tanker, så føler jeg, at jeg har gjort en forskel.

Sygdommen
– Jeg har altid været vandt til at leve med mine smerter. Det begyndte, da jeg var 4 år gammel. Jeg kunne have ondt de mest mærkelige steder, fx gjorde mine kinder ofte ondt. Mine forældre tog mig ofte til Sana, men de kunne ikke se, at jeg fejlede noget. Jeg faldt tit om, jeg fik anfald og jeg græd ved bare den mindste berøring.

– Jeg spillede fodbold, når jeg kunne. Nogle gange var smerterne bare for store til, at jeg kunne være med. Vi prøvede flere gange at få lægerne til at stille en diagnose men lige lidt skete der. Da jeg var 14 år var jeg oppe på 170 piller om ugen. Det endte med, at jeg fik en overdosis af pillerne.

– Mine forældre var rasende over, at lægerne ikke havde gjort noget, så de solgte alle vores ting og ville gå til medierne. Dagen efter stod der en ambulanceflyver, der skulle flyve min mor og jeg til Rigshospitalet i Danmark. Jeg vågnede op i en hospitalseng og anede ikke, hvor jeg var. Jeg fik hurtigt stillet en diagnose og det viste sig, at jeg har haft børneleddegigt siden jeg var 4 år. Børneleddegigt er en sygdom, der minder meget om leukæmi, som ligger i blodet. Den angriber, hvad den vil, og i mit tilfælde havde den angrebet mine kæber, hofter og ben. Jeg var lam i begge ben, fordi sygdommen nu var blevet så aggressiv.

– Jeg fik en specialist, som fik mig på en ordentlig medicinplan og jeg fik det meget hurtigt bedre fysisk. Eftereffekterne af alle de her oplevelser gjorde dog, at jeg fik det rigtig skidt psykisk. Jeg var nu omkring 16 år og jeg ville bare gerne være en helt almindelig teenager. Jeg kunne så småt bruge mine ben igen, men jeg havde givet op. Jeg blev ved med at stille mig selv spørgsmålet; »hvorfor mig?«. Hvorfor kunne jeg ikke bare have fået den rigtige medicin, så jeg ikke skulle gå alt det her igennem? Jeg havde meget ondt af mig selv og følte at selvmord var den eneste vej ud.

Træning
– Jeg husker ikke hvornår eller hvorfor, men en dag tænkte jeg for mig selv; »Det her skal ikke ødelægge mig«. Jeg begyndte at træne. Det var svært i starten med mine ben og hofter, men jeg gjorde mit bedste. Da jeg var omkring de 17-18 år begyndte jeg nede i Nuuk Fitness, hvor ejeren, Carsten, hjalp mig rigtig meget. Han motiverede mig og viste mig, hvordan jeg skulle gøre. Han satte mig i kontakt med Dennis Rasmussen, som tog mig under sin vinge. Dennis er eks professionel bokser og ejer Perfomance Gym i Danmark. Han har hjulpet mig siden da gennem internettet. Jeg begyndte også så småt til fodbold igen og da jeg blev 20 år, var jeg medicinfri.

– Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive medicinfri, men min nye livsstil havde hjulpet mig. Jeg var blevet stemplet som invalid og skulle førtidspensioneres, men nu kunne jeg færdiggøre gymnasiet. Jeg fik min søn lige efter gymnasiet og tog derefter min akademi uddannelse. Herefter tog jeg en uddannelse i spansk for at prøve noget andet. Nu arbejder jeg som butikschef, styrketræner, spiller fodbold og passer på min søn, Liam. Han inspirerer mig utrolig meget og motiverede mig til at færdiggøre min uddannelse.

– Jeg vil gerne have, at min søn har en han kan se op til. Jeg vil også gerne inspirere og hjælpe andre. Alle skal vide, at de ikke er alene – lige meget hvilken situation de står i. Du kan altid komme op igen.

Fakta

  • Navn: Vivi Fleischer
  • Arbejde: Butikschef i Yamatek
  • Født: 15. marts 1989 i Nuuk
  • Vægt: 56,4 kg
  • Højde: 156 cm
  • Hvilke idrætsgren dyrker du? Styrketræning og fodbold
  • Min idræt: Styrketræning
  • Hvor tit træner du? 6 gange om ugen
  • Yndlingsret: Jeg elsker grønlandske specialiteter, men er også helt vild med vietnamesiske forårsruller.
  • Laver du selv mad? Ja, hver dag.
  • Hvordan er dit forhold til øl, spiritus og tobak? Jeg rør ikke ved noget af det. Jeg har aldrig prøvet at ryge før. Jeg har prøvet en enkel drink før, men det er ikke noget, jeg drikker mere.
  • Hvad kan du lide af musik? Det er meget forskelligt alt efter humør. Når jeg træner, skal det være noget med gang i, men hvis jeg går derhjemme, så hører jeg noget stille og roligt.
  • Læser du bøger, aviser eller ser du nyheder på nettet? Jeg læser nyhederne på nettet.
  • Går du tit i biografen – Katuaq – eller ser du film og TV derhjemme? Jeg kan godt lide at gå i biografen, når muligheden er for det. Ellers bruger jeg Netflix derhjemme.
  • Civilstand: Jeg er single mor med min søn på 4 år, Liam.
Share on Facebook0Tweet about this on TwitterShare on Google+0Share on LinkedIn0Email this to someone