Brødre bag firmaet Malou Media

Nanook 2

Med blandt andet reklamefilm, hjemmesider og animationer er Malou Media startet med rekordfart i både Nuuk og resten af Grønland.

To brødre
Bag firmaet står de to brødre Mark og Martin Madsen. De er begge opvokset i Nuuk, og flyttede til Danmark i år 2000.
– En af årsagerne til at vi er kommet hjem til Nuuk, er at vi ønskede at se mere til vores bedsteforældre Johanne Jakobsen og Ole Madsen, forklarer de.
– Dem boede vi hos i starten, indtil vi fik vores eget, og vi ser dem stadig, så meget vi kan.
– Vores søster Malou har også været hjemme og arbejde i Nuuk i nogen år, men nu studerer hun i Danmark. Det er hende vi har opkaldt firmaet efter.

Ideen
Martin startede som postbud, da han kom til Nuuk sidste sommer.
– Jeg tror, at jeg har været alle steder i Nuuk med post eller reklamer. Det var en god måde at gense byen på, siger han.
Sidste efterår kom Mark på ferie. Sammen var de i Katuaq og se filmen om Sume. Da de så reklamerne før filmen, tænkte de, at der måske var et marked for bedre reklamer til en fair pris. Så da Mark havde været i Danmark og hentet sine ting, startede de Malou Media november i 2014.

Flyvende start
– Først lavede vi levende reklamer til blandt andet Notabene og Deres Auto, fortæller Martin.
– Samtidig lavede vi en musikvideo for Nanook, siger Mark, der også selv komponerer musik til nogen af reklamerne.
– Siden er det gået stærkt. Nogen af kunderne ville også have os til at lave deres hjemmeside, og hjælpe til med Facebook. Desuden har vi også taget foto til mange forskellige formål, f.eks. foto af boliger der skal sælges for Grønlands Ejendomskontor.

Ingen støtte
Vi fik ingen løn i starten, og boede gratis hos familien. Det betød at vi selv kunne købe det nødvendige udstyr, uden støtte eller lån.
– I dag har vi et super kamera til film, og et perfekt spejlreflekskamera til billeder. Desuden er vores computere vokset i takt med opgaverne, fortæller de.
– Selvom det er gået rigtig godt, passer vi stadig på vores penge. Vi vil hellere sikre at Malou Media også er her om fem år, end bruge penge på kontorer og biler lige nu.

Erfaring
På trods af deres unge alder – 20 og 25, har de masser af medie erfaring.
Mark har gået på filmskolen ’Rampen’ i København, film efterskole og film højskole. Desuden har han taget instruktørkursus hvor han mødte Otto Rosing, der ansatte ham som scripter på filmen Nuummioq.
– Filmen var den første grønlandsk producerede spillefilm, og havde ikke det store budget. Vi måtte alle sammen udfylde flere job under indspilningerne. Det var meget lærerigt, siger Mark, der også har arbejdet på andre film og dokumentarfilm.
Martin har gået på Medie Gymnasiet i Ørestaden i København. Her blev medierne brugt som en integreret del af undervisningen. Her lavede de blandt andet film og animationer.
– Jeg har altid elsket at lave film, lige siden jeg kan huske, fortæller Martin, der allerede som 14 årig tjente penge på en side om spil, han havde lavet på YouTube.
– Vi kommer fra et hjem med to iværksættere, hvilket nok også har præget os, fortæller de.

Kunder og projekter
Siden starten er der kommet større opgaver med kampagner der involverer både tv, radio, hjemmesider og Facebook. Det er meget spændende, at lave sammenhængende løsninger med alt fra den grafiske udformning, til plakater, bannere, film, animationer, med mere. Et eksempel er Atualiliiv / Skoleklar kampagnen, som Malou Media har lavet for selvstyret.
– Vi har også rejst en del, i forbindelse med de opgaver vi har løst. På den måde har vi været heldige, og har fået set en del af Grønland, fortæller de.
– Vi har f.eks. været i Sisimiut i forbindelse med Arctic Circle Race som vi har lavet en film for, og i Sydgrønland for at filme for blandt andet Levnedsmiddelskolen Inuili og Foreningen Grønlandske Børn.

Iværksættere
I foråret flyttede brødrene i egen lejlighed i Nuussuaq.
– Vi arbejder stadig hjemmefra, og vil gerne have firmaet vokser en dag. Men vi ansætter ikke nogen, før vi ved om isen kan bære på længere sigt, forklarer de.
– Hvis vi skal give et råd til andre iværksættere der selv vil starte forretning, så undgå store faste omkostninger i starten, og lad være med at bruge de penge i tjener, men invester dem i firmaet, f.eks. i form af udstyr. Man må også regne med, at skulle arbejde både aften og weekend i de første år.

Fremtiden
– Vi har rundet en million i omsætning og det første år er ikke gået endnu. Det er vi stolte af, men vi er også meget taknemmelige, overfor de mange kunder der har vist os tillid, og ladet os løse deres opgaver, siger brødrene.
– Vi har masser af ideer og opgaver.
Martin vil gerne holde foredrag for andre, der vil starte noget op selv, og Mark håber at få tid til at arbejde mere med sine egne film ideer og musik.
– Til hverdag har vi travlt med at passe vores firma. Vores kunder skal helst opleve, at vi leverer den bedst mulige kvalitet hver gang – til en fair pris, slutter Mark & Martin.

Share on Facebook0Tweet about this on TwitterShare on Google+0Share on LinkedIn0Email this to someone